I dag er det 1. maj, hvilket betyder arbejdernes internationale kampdag. 1. maj er også en helt speciel dato i motorsportsverdenen. I år markeres det, at det er 25 år siden, Ayrton Senna (Williams) mistede livet under San Marinos Grand Prix på Imola-banen i Italien. Selve løbet vandt Michael Schumacher (Benetton), og hans ord på pressekonferencen blev mytiske: “We have to learn from this experience”. Hvad lærte vi af weekenden i 1994?

Vi lærte, at når uheldet rammer, rammer det hårdt. Rubens Barrichello (Jordan) blev skadet i et fuldstændigt vanvittigt crash under 1. træning om fredagen. Ved lørdagens kvalifikation gik det endnu værre, da Roland Ratzenberger (Simtek) mistede livet i hans forsøg på at sætte en konkurrencedygtig tid. Ratzenbergers død var det første dødsfald i mange år i Formel 1, men hans død bliver af og til overset, da søndagens Grand Prix den 1. maj blev identifikationen på Ayrtons Sennas død. Løbets resultat blev hurtigt glemt, og verden havde mistet én af de mest kendte sportsatleter fra 1990erne. Weekenden på Imola blev begyndelsen til en løbende sikkerhedsopdatering af Formel 1. Baner, kørernes udstyr og ikke mindst racerne blev voldsomt opgraderet i årene umiddelbart efter. Ser man billeder fra weekenden i 1994, er det tydeligt at se, hvordan kørerne anno 2019 til sammenligning sidder nærmest usynligt i racerne dækket ind af beskyttelse. Sportens udvikling har mest af alt fulgt med den generelle tekniske udvikling, men “the blackest weekend of Formula 1” i 1994 var startskuddet. Så sent som til starten af indeværende sæson er der kommet et nyt regulativ for hjelmene, så de er forstærket yderligere med titaniums-plader. En forstærkning der kunne have haft indflydelse på Sennas chance for overlevelse.

Weekenden 29. april – 1.maj 1994 er en stor del af Formel 1-historien, og både Ayrton Senna og Roland Ratzenberger har i dag legendestatus i Formel 1-verdenen. Senna dyrkes som idol mere end nogensinde i disse år, hvor han ofte bliver benchmark, når verdens bedste Formel 1-kørere skal bedømmes. Sennas betydning for Formel 1 skal ikke undervurderes, da hans udtalelser og evner bag rattet har formået at skabe fans blandt folk, der slet ikke var født i 1994. Senna og Ratzenberger er to navne der for altid vil hænge sammen og stå tydeligt frem, selvom mange andre også har mistet livet i en Formel 1-racer. I dag er det et kvart århundrede siden ulykkerne, og billederne fra weekenden står stadig lysende klart i manges hukommelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *